Anmeldelse

Preben Madsen Søndertoft 21 Sønderho 6720 Fanø Tlf. 26163545 prebensgalleri.com Det er en enorm fortættet verden, Preben Madsen præsenterer os for. En verden fuld af drama, sorg og vold, men også en verden mættet med varme, medfølelse og kærlighed. Rent udtryksmæssigt balancerer han mellem figurationen og abstraktionen, Vi ser en massiv tyr buldre frem, og vi ser billeder, hvor kun titlen viser præcis, hvor Preben Madsen vil hen. Dybest set er forskellen ligegyldig. Det, vi har foran os, er følelser og stemninger udtrykt ved hjælp af form og farve. Stærke, voldsomme, altgennemtrængelige følelser. I krig og kærlighed siger man. For Preben Madsens vedkommende er det helt bogstaveligt. Det er de to temaer, der er den altdominerende faktor bag de værker, vi ser på modsatte side. Krigen først. I de to billeder ”På flugt” og ”Krise-Konflikt-Krig 3” er farveskalaen næsten udelukkende rød og sort. De to farver kan signalere mange ting, men her er der ingen tvivl. Det, der udspiller sig for vores øjne, er død og ødelæggelse, et helvede på jord. Truende røde himle, massive masser af klæbende natsort undergangsfarve. I ”På flugt” skal regnen af hvide pletter i billedets nederste halvdel illudere mennesker fanget midt i krigens og undertrykkelsens rædsler, mens de lodrette streger til højre viser forsøg på at undslippe den forfærdelige situation. I ”Krise-Konflikt-Krig 3” har kaos nedsænket sig over menneskeheden med få håb om forbrødring i de røde og sorte eruptioner af vold. Preben Madsen fortæller selv, at han i de to billeder er inspireret af henholdsvis krigen mellem Ukraine og Rusland og den tumultariske evakuering af Kabul i 2012, men budskabet og udtrykket er helt igennem universelt og tidløst. Modpolen finder vi i de to billeder ”Kærlighed i solnedgang” og ”Livets efterår”. Her er det, som titlerne antyder, ikke ungdommens spirende og stormende forelskelse, vi ser, men kærligheden mellem to modne mennesker. Med hele denne dobbelthed af ømhed og anelser om kommende tab, dette medfører. I ”Kærlighed i solnedgang” ser vi to menneskelignende former på det nærmeste smeltet sammen. De to kroppe er blevet til ét som sammenstykkede elementer af urklippe. Et stærkt og uforglemmeligt billede på samhørighed og tillid. I ”Livets efterår” holder en lille bue lys stadig stand mod de omgivende mørke farver, der snart vil omslutte det helt. Her sammenligner Preben Madsen kærligheden mellem to mennesker med naturens evige kredsløb af spirende liv og død. Alle billederne er malet og tegnet med en kombination af akryl, kul, pigment og kridt. Perfekte midler og redskaber til at udtrykke Preben Madsens stærke og almenmenneskelige budskaber. Tom Jørgensen

Anmeldelse
Anmeldelse
Anmeldelse
Anmeldelse
Anmeldelse